Til pårørende

Er du pårørende til en ung i alderen 16-25 år, der har vanskeligheder ved at følge en ordinær ungdomsuddannelse, kan du her læse om, hvordan CKU Himmerland tilrettelægger undervisningen individuelt for at hjælpe unge med særlige behov godt på vej.

Fokus på den enkelte

Der kan være vidt forskellige årsager til, at man som ung har vanskeligheder ved at tage en ungdomsuddannelse. På vores ungeafdeling i Arden underviser vi mange forskellige unge. Hovedmålgruppen er unge med generelle indlæringsvanskeligheder, sociale og emotionelle vanskeligheder, sindslidelser, ADHD, Aspergers syndrom, autisme samt sent udviklede unge.

Formålet med undervisningen er først og fremmest at skabe trygge rammer, hvor den unge kan udvikle sig både fagligt og socialt, styrke sit selvværd og sin selvindsigt.

Vi lægger vægt på at yde særlig hjælp og støtte til at blive voksen, hvad end det drejer sig om uddannelse, job eller personlig udvikling. Vi tager naturligvis udgangspunkt i hver enkelt elevs kompetencer, potentialer og ressourcer, så vi kan tilrettelægge en god og positiv hverdag med alsidig undervisning.

Undervisningen

Afdelingen i Arden tilbyder et treårigt uddannelsesforløb. Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) begynder med et afklaringsforløb på 12 uger, hvor den unges ønsker og muligheder for uddannelse og beskæftigelse bliver afklaret.

I STU’en, der tilrettelægges individuelt, tager vi særligt hensyn til den enkelte elevs evner og funktionsniveau.

I STU’en underviser vi i almendannende fag, herunder almindelige skolefag. Skolen lægger vægt på projektundervisning i små grupper på 5-10 elever, som giver en dynamisk vekselvirkning mellem praktik og teori. Vi har et positivt ungdomsmiljø, hvor vi lægger vægt på, at der er en god kontakt mellem lærer og elev samt mellem eleverne indbyrdes.

Vi kan også tilbyde op til 280 timers praktik i løbet af skoleåret, ligesom der kan indgå studieture og lejrskoler som en del af undervisningen.

Såfremt de skolefaglige kompetencer tillader det, kan vi yde støtte til at gå individuelt til eksamen på folkeskoleniveau (AVU), eksamen i forberedende voksenundervisning (FVU) eller eksaminer på HF-niveau. Vi indgår også gerne samarbejdsaftaler med tekniske skoler, VUC, produktionsskoler og andre tilsvarende uddannelsesinstitutioner.

Optagelse og visitation

Vi optager elever løbende hele året, såfremt der er ledige pladser. Ønsker din søn eller datter at blive optaget, skal I rette henvendelse til det kommunale UU-center, der varetager den unges interesse og indstiller den unge til en STU på CKU Himmerland.