STU

Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) er en 3-årig uddannelse for dig, der ikke uden videre har mulighed for at tage en ordinær ungdomsuddannelse. På CKU Himmerland tager vi særligt hensyn til de fysiske, psykiske eller sociale vanskeligheder, du måtte have.

Som STU-elev kan du gå på CKU Himmerland i op til tre år. I en STU kan du have almindelige skolefag såsom dansk, matematik, it og idræt. Du kan også bruge dine hænder i praktisk arbejde og deltage i en masse sjove aktiviteter sammen med andre unge mellem 16-25 år.

Læs mere om, hvad du kan have af indhold i din STU under Aktiviteter og Arrangementer.

Som STU-elev på CKU Himmerland er du selv med til at bestemme, hvad din uddannelse skal indeholde!

Målet med en STU er, at du kan fortsætte på en ordinær ungdomsuddannelse eller klare dig bedre på arbejdsmarkedet. På CKU Himmerland lægger vi også vægt på, at du bliver bedre til at klare dig i hverdagen - både alene og sammen med andre mennesker.

På CKU Himmerland har mange elever diagnoser såsom ADHD, autisme eller Aspergers Syndrom, og andre elever har generelle indlæringsproblematikker. Har du vanskeligheder ved at være sammen med andre mennesker eller med at tage en uddannelse, kan CKU Himmerland også være det rette sted for dig.

Inden du påbegynder din STU, tager vi en snak med dig for at finde det bedste tilbud til dig. De første 12 uger af din STU snakker vi med dig om, hvad dine muligheder og ønsker er for din fremtidige uddannelse og beskæftigelse.

Læs mere om ansøgning til STU under Ansøgning og optagelse.