RIDNING

Går du med tanken om, at du har lyst til at ride, men har aldrig haft med heste at gøre før, er det ingen hindring for at komme til at ride. Har du lyst, kan du være med!

I ridning tager vi udgangspunkt i dit niveau og fylder på af viden i det tempo, du har lyst til. Vi låner heste på Arden Rideskole og finder den hest, der passer til dig.

Du lærer at strigle en hest, at sadle op og at sætte sadel og hovedtøj på. Du kommer til at lære, hvad de forskellige dele af hesten hedder. Du kan også komme til at se, hvordan man sætter sko på en hest, hvordan man giver massage eller se et nyfødt føl.

I slutningen af skoleåret afholder vi en opvisning for skolens øvrige elever, hvor vi viser, hvad vi har lært i løbet af skoleåret.

I ridning kan du f.eks. komme til at: 

  • trække med hesten fra jorden
  • sidde på hesten og blive trukket rundt med tov
  • skridte rundt på hesten
  • lave balanceøvelser på hesten i skridt
  • styre hesten
  • lære om spring, trav og galop
  • lave volter og slangegang
  • lave program til opvisning

Du kan låne hjelm på rideskolen. Af sikkerhedshensyn rider vi i gummistøvler eller anden form for støvle uden snøre, som man selv skal medbringe, samt tøj, der gerne må blive snavset.